International Financial Reporting Standards

International Financial Reporting Standards (IFRS) er nogle internationale regnskabsstandarder udgivet af standardorganet IASB International Accounting Standards Board siden 2001. IASB kræver betaling for abonnementer på deres standarder, men nyhedsoversigter er tilgængelige på www.iasb.org. Alle de store revisionshuse har en IFRS hjemmeside, som gengiver nyhederne og tilføjer kommentarer, f.eks. Deloitte's hjemmeside www.iasplus.com.

IFRS-reglerne blev vedtaget af EU i 2002. Alle børsnoterede selskaber i EU skal afrapportere deres koncernregnskab efter IFRS-reglerne fra året 2005 af.

IFRS er principbaseret med elementer af detaljestyring.

Teknisk minder IFRS stærkt om den amerikanske US-GAAP (US Generally Accepted Accounting Principles), som udgives af FASB (Financial Accounting Standards Board, www.fasb.org) og ophøjes til lov for selskaber noteret på amerikanske børser af SEC (Securities and Exchange Commission, www.sec.gov). I modsætning til IFRS er US-GAAP regelbaseret, hvor regler tilføjes løbende (hovsa-princippet) med det resultat, at virksomheder kan følge reglerne til punkt og prikke og samtidig levere vildledende regnskaber, i strid med standardens hensigt. Enron er et glimrende eksempel. IASB og FASB samarbejder faktisk om at bringe de to standarder så tæt på hinanden som muligt. Der foregår i øjeblikket (2009) diskussioner i USA, hvorvidt IFRS skal indføres som amerikansk standard. SEC forventer at konkludere på diskussionen i 2011. Hvis konklusionen er positiv, kan USA gå over til IFRS i 2014 eller kort derefter.

Både IFRS og US-GAAP har som deres erklærede formål at forsyne kreditorer og investorer med den nødvendige og relevante information til at træffe deres beslutninger på. Det giver ofte anledning til konflikter i situationer, hvor de gamle, nationale regnskabsstandarders krav (eller mangel på samme) typisk har tilgodeset virksomhederne frem for investorerne. F.eks. den franske og tyske finans- og forsikringsindustri udfører heftigt lobby arbejde nationalt og i EU for at beholde gamle privilegier og undtagelser – på investorernes bekostning.

IFRS bruges i dag (2009) i mere end 100 lande, så EUs tilbøjelighed til at behandle IFRS som deres private legeplads er begyndt at blive problematisk, hvis man vil tage "International" i IFRS alvorligt. Når/hvis Australien, Canada, Japan og USA går over til IFRS, kan EUs nuværende tilgang ligefrem give anledning til internationale kriser.